fredag den 16. november 2012

Update!!!


 Så er det vidst stærkt på tide at jeg får opdateret min blog. Den ene dag tager virkelig bare den anden lige for tiden og selvom jeg tænker på det hver dag, glemmer jeg det lige så hurtigt igen :)

Klokken er lige nu 1 om natten og jeg er lige startet på mit historie essay, som jeg skal have skrevet færdig til efter Thanksgiving, men med Thanksgiving i Santa Barbara i næste uge, hvilket jeg vil komme tilbage til, når jeg nok ikke at lave særlig mange lektier der. Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for historie, men det må siges at have ændret sig nu. Det er ikke fordi jeg nu går mega meget op i det, men jeg synes faktisk det er spændende at lære om den kunst de lavede dengang og hvorfor de lige præcis lavede det som de gjorde. Jeg er endda blevet så nørdet, så jeg den anden dag, gik ned på biblioteket på skolen, for at se om jeg kunne finde nogle historiske dvd'er. Det var egentlig for at få noget mere at vide om den egyptiske kunst, i forbindelse med en test, men det har nu udviklet sig til græsk og romersk kunst også. Manden der inde der hjalp mig, spurgte ind til om vi var mange der lavede det projekt, og jeg måtte så fortælle ham at det trodssalt bare var til personlig interesse, så kiggede han bare op på mig og smilte, og sagde at det var godt nok ikke ofte man så det længere, hah ja så følte jeg mig da slet ikke nørdet ;) Når men ja, de første to sider er i hvert fald skrevet, men nu fungerer min hjerne ikke mere for idag, så resten må blive gjort færdig i morgen.

Jeg sidder i min seng og nyder mit nye dynebetræk. Gabrielle, Jenna og jeg var lige et smut i IKEA her til aften, hvor jeg fik mulighed for at bruge mit gavekort på $200 fra Karl og Laura. Jeg havde kun et sengebetræk, så synes det ville være rart med et ekstra, så det ikke nødvendigvis behøves at vaskes og tørres samme dag det skal på igen.

Derudover fik jeg også lige et par andre hygge ting, det lille hvid bord, min blomst står på og de to hvide lysestager med lys på og et par andre småting. Jeg fik også lige købt mig et par rugbrødsblanding, så nu er det bare med at komme igang med at bage. En ganske succesfuld tur!!



Igår fik jeg endelig tid til at skype med Asher - det er efterhånden ved at være længe siden og sidste gang virkede kameraet ikke. Det er hel utroligt hvor meget jeg savner ham når jeg ser billeder af ham på facebook!!! Det var så skønt at snakke med ham, for nu kan vi begynde at snakke lidt sammen og han fik sagt mit navn flere gange :) 


Laura nåede også at komme hjem inden vi lagde på, så hende fik jeg også lige sagt hej til. Så underligt egentlig ikke og have snakket med hende i så længe. Hun er jo gravid og skal føde til april, så det var lidt sjovt at se hendes lille fine mave. Vi fik også lige aftalt det hele med Thanksgiving i næste uge. Planen er, at jeg tager toget torsdag morgen til Santa Barbara og hjem igen lørdag eftermiddag. Jeg glæder mig helt vildt meget til at se dem igen og jeg tror det bliver rigtig godt lige at komme væk herfra i et par dage, hvis jeg ellers kan få lavet alle mine lektier inden, så jeg rent faktisk kan slappe af.

Det er også i næste uge Didde og Daniel kommer tilbage igen, så de første par dage af den uge, bliver der nok heller ikke meget tid til lektier - det er bare med at klø på de næste par dage!!

Lad os lige gå et par uger tilbage ;)

Jeg kan efterhånden ikke holde styr på hvornår det ene og det andet skete, men lad os gå tilbage til en fredag aften for en to ugers tid siden, hvor jeg var i West Hollywood og besøge Tessa. Hun havde hendes søster Bolette fra DK på besøg, som havde taget Doley shot med - mums :P Vi spiste sammen med hendes værtsforældre først, det var bare mega hyggeligt og rigtig sød mad.


Tessa endte med at blive godt fuld!! Haha, men vi havde en rigtig god aften, når ja lige udover at Carl promoteren vi havde aftalt at mødes med udenfor Supperclub ikke lige mødte op... Flot spade, så stod der jo 5 lækre tøser der ude og ventede i en time tror jeg alt i alt, men det endte så også med, at de lukkede os allesammen ind. 



Der var bare mega mange mennesker derinde, så det var næsten ikke særlig sjovt alligevel.


Såå vi tog et smut ned til en anden lille hyggelig bar i stedet for. I USA har de jo tonsvis af fast food restauranter over det hele, så på vej hjem smuttede vi da lige ind forbi IHOP (International House of Pancakes) og fik lidt morgenmad med på vejen.

For godt en uges tid siden, ringede de nede fra receptionen, at der var kommet en pakke til mig, det plejer de squ aldrig at gøre og jeg vidste jo godt at Didde og Daniel ville komme idag. Didde er en af mine bedste veninder fra gymnasie tiden og hun har lige startet hendes jordomrejse med en af hendes gode venner Daniel, med et lille besøg ved mig ;) Ganske rigtig da jeg kom derned sad hun og ventede i sofaerne ;) Oh shit, hvor var det bare skønt at se hende igen. Hun har ikke en mobil med og de havde heller ikke fået mit mobil nr, fordi de havde håbet på at kunne skrive over facebook når de var her, men internettet virkede ikke og de havde heller ikke mit lejlighedsnummer, så den eneste måde sikkerhedsmanden ville ringe mig op var fordi de var rejst hele vejen fra DK for at overraske mig ;) 

Ved en 4.30-tiden kom Shae over og vi kørte ud til The Americana shopping center for at mødes med Grace på Cheesecake Factory :) Mums endnu en gang lækker mad og så tog vi fire forskellige med hjem vi kunne dele og prøve - uh jeg synes altså de er lækre, men det er nok også det eneste kage herover jeg virkelig synes er godt ;) !!

Inden vi smuttede hjem igen, gik vi lige en tur rundt i butikkerne og da vi går ind og BCBG Maxaria ser jeg denne helt fantastiske taske :) !!


Blev bare nødt til lige at have et billede af den... og det blev selvfølgelig pænt sendt til far, med et lille spørgsmål om hvor mange flere A'er der mon skulle til før jeg kunne få sådan en :) Haha.


Jeg foreslog at hvis jeg nu endte ud med A'er i 5 af mine 6 klasser, så kunne vi snakke om det, og det var i hvert fald ikke et nej, så jeg kan vel leve i håbet ;) !!

Torsdag var jeg lige et smut på LACMA (Los Angeles County Museum of Art) for at vælge noget kunst til min historie opgave. Første gang i mit liv, hvor jeg har været på et museum tror jeg, syntes jeg faktisk det var vildt spændende at se på kunsten, fordi jeg nu forstod det hele og vidste hvorfor det var lavet og havde en viden om det :)

Om aftenen tog vi ud til USC (College) for at prøve et college party af. Det var ret fedt at køre ned af vejen, hvor der lå det ene sorority hus efter det andet, præcis som man ser det på filmene. Det eneste minus var godt nok at de alle sammen nærmest var mellem 16 og 18 år. Pigerne kunne gå lige ind til det hus der var fest i, men fyrerne skulle stå på en liste, så vi kunne desværre ikke få Madsen med ind, selvom vi prøvede alt hvad vi kan... Han blev stående ude foran, mens vi andre gik ind, bare lige for at tjekke det ud og for at have været der. 

Det er altså ikke bare en lille hus fest, men med dørmænd, diskotek i baghaven og masser af alkohol - havde de været nogle år ældre og vi havde fået noget at drikke, er jeg ikke i tvivl om at det havde været ret fedt.




Her står vi ude foran et af husene :)


Da vi kom hjem hoppede vi lige et smut i jaccuzien - ah det var lækkert!!



Lørdag skulle vi til Six Flags, som er en kæmpe forlystelsespark tæt på LA. Vi var der ca. 45 min for tidligt, eftersom det ikke havde taget så lang tid at køre derned, så vi smuttede lige ind forbi Denny's for at få engang morgenmad. Madsen skulle selvfølgelig have en god omgang amerikansk morgenmad med, æg, bacon, pølser, kartofler, muffin og pandekager - velbekomme!!


Didde og jeg smuttede en milkshake og delte en af de sundere retter, med omelet af æggehvider og en portion frugt salat :)


Vi startede lige ud med en af de mindre rutsjebaner...




... inden vi kastede os ud i nogen af de vildere.

Her har vi fritfald, fuck der var langt ned :) - det værste er seriøst at bare sidde deroppe og vente på den giver slip og man bare suser ned.




Frokost på amerikansk vis!!


Der stod ude på skiltet at herfra var der kun 30 min. kø, så Madsen og jeg var glade og spændte, Didde ville ikke med op i den.


Men efter en time og stadig ikke kommet ind i bygningen, var det altså trættende at stå i kø i bagende sol, en lille pause var tiltrængt ;)


Efter to timers kø kom vi endelig derind, men det var også helt sikkert det hele værd, fuck det var en fed tur!!! Den ser ikke ud af vildt meget, men man sidder og vender rundt hver gang den bevæger sig ;) I kan se et video klip fra den her: http://www.youtube.com/watch?v=DAv24bRg4Wg

Vi havde fået at vide at R2'eren skulle være ret vild, så den nåede vi lige præcis i kø i inden parken og lukkede og yes, jeg må nok indrømme at vi havde været igennem mange fede rutsjebaner, men den her slog da godt nok dem allesammen!! Den var mega fed. Man lå ned og kørte baglæns op i begyndelsen og så røg man ellers bare 360 grader rundt gang på gang. Billedet siger vidst også en del!!


En rigtig lang, men helt fantastisk dag :) Skønt at komme væk fra skole og lejligheden for en lille stund og bare kunne slappe af og have det sjovt.


På parkeringspladsen på vej til bilen.


Søndag kørte vi ned til Santa Monica strand for at have en dejlig afslappende dag. Didde har fået Bodil (elefanten fra Lille Per) med fra hendes veninde Caroline i DK, og den skulle gerne være med på et billede i hvert land, men nu er det næsten blevet en leg at få den med på så mange billeder som muligt.

Jeg lå og læste historie og så synes Bodil da lige hun skulle kigge med.




Hun er nu kær, den Bodil Kær.




Så skønt med en dag på stranden!!


En helt fantastisk flot solnedgang..!!!







Da solen var gået ned og klokken var omkring 18, smuttede vi ind til Bubba Gubba for at få lidt aftensmad - lækkert med en gang fisk ;)


Mandag morgen kørte de videre mod Las Vegas og jeg fortsatte min uge med skole. Heldigvis kommer de tilbage igen efter deres roadtrip, så jeg lige kan nå og se Didde endnu en gang :)

Lidt andre ting der er sket siden jeg sidst har skrevet:

Det her er vidst eneste gang jeg kommer til at se sne i Los Angeles. De var gået igang med at filme en film i parken udenfor skolen.


I Survey of Visual Communication, skulle ned til The Fashion District for at se det, og for at købe stof til vores næste projekter. Der er bare den ene badebutik efter den anden med tonsvis at forskellige materialer. Er ikke i tvivl om, at det her helt sikkert må være himmelen for Fashion Designerne.


Jeg fik også lige lavet mit business kort den anden dag, så nu er jeg klar ;)


Lige en omgang lektier til den ene uge, er næsten færdig :) !!!


I Color and Design Theory, fik jeg mit farvehjul tilbage den anden dag med et rigtig dejligt A, det var godt nok tiltrængt efter de mange timer jeg havde brugt på det. Næste projekt var at lave et value projekt, hvor vi skulle gå fra en helt lys grå til en næsten sort og det samme med en anden farve. Sådan endte mit projekt - og der scorede jeg endnu et A :) !! 



Efter vi havde brugt flere timer nede i fashion distriktet for at finde det helt rigtige materiale til vores designer board, kunne jeg endelig gå igang. Vores første projekt var at lave et inspirations board om vores designer vi havde valgt; jeg valgte Vivienne Westwood og skrive en rapport. Som altid gav jeg mig selv en kæmpe udfordring med det outfit jeg valgte fra hendes Spring/Summer collection, det indeholder et meget specielt materiale jumpsuitet er lavet af og så er der sommerfugle ned af maven. 



Første step var at tape vores stof på pladen, for derefter at lime de to plader sammen, så bagsiden ikke kan ses :)




Sådan så første udkast ud-                Sådan så det færdige resultat ud.




Vi skulle fremlægge det i klassen sammen med vores rapport og aldrig har jeg da været så nervøs. Selvfølgelig var jeg den aller sidste i klassen der skulle fremlægge, så ikke nok med at jeg nærmest havde glemt mit eget fordi jeg nu havde hørt på alle de andres fremlæggelser, var det også min første fremlæggelse på engelsk og på FIDM i det hele taget :) - lige i mente, er vores lærer virkelig streng...

Jeg rystede stadig 45 min efter jeg var færdig, men da jeg fik både rapport og boardet tilbage et stort A på, kunne jeg endelig slappe af og virkelig nyde. En mega fed start i en så hård klasse som denne :) 

Næste projekt var at lave en sketch af en shopping bag, som vi skal designer senere hen. Jeg ville gerne prøve at føre samme tanke videre fra mit inspiration board, så sådan kom min sketch til at se ud :) Og hvis der er andre end mor der er i tvivl om det, så ja, det er en tegning som jeg har tegnet og farvelagt :)


Endnu et A for min fremlæggelse, selvom jeg denne gang stadig var lige så nervøs - ej det skal jeg altså arbejde på... Vi fremlagde også en inspiration notebook - A :)

Jenna fik det samme og det skulle helt sikkert fejres med et par gode øl og tyske pølser. 




Min hulahop ring bliver også holdt i gang - stort set dagligt :)


Fik da lige helt lyst til at lave min første omgang rugbrød i LA. Betina havde sendt nogle blandinger ned til mig igennem Tessa inden hun tog til Dk og det skulle da lige nydes :)


Det ville bare ikke helt ud af formen :/


Meen med en god vilje lykkedes det i sidste ende og så en god gang makrel på med ristede løg, mums ;)


Åh ja, en så uvirkelig aften. Tror det må være lørdag for en tre ugers tid nu. Jenna kom over forbi og pludselig satte vi os begge to i sofaen og kiggede på hinanden. Yes lad os se en film og bare slappe af. Dette var første aften siden vi startede på skolen hvor vi rent faktisk slappede af og ikke lavede nogen lektier overhovedet. Det var bare så uvirkeligt at kunne side i sofaen og helt seriøst lave ingenting, jeg tror aldrig jeg har nydt bare at sidde i en sofa så meget som jeg gjorde den aften :)


og med en god omgang frugtsalat kan det jo ikke gå galt :)


Grace joinede os med popcorn!!



Om fredagen var jeg med Jenna nede i OC hvor hun har nogle venner fra Canada og deres kæreste der bor sammen. Hun havde længe snakket om en eller anden ret, de altid får hjemme i Canada som hun ville lave den aften - så det skulle da prøves. Det må siges at være et måltid der bestod af alt det jeg normalt ikke spiser - det vidste sig også senere at være en dum idé, min mave kunne slet ikke tåle det.


Her har vi det, en ordentlig omgang kulhydrater: En slags lasange lignende ting, med hjemmelavet pasta plader, fløde og noget oste blanding, med hjemmelavede pomfritter, med revet ost og sovs oven på. Altså det smagte da meget godt, men når man egentlig bare sidder og tænker hvor usundt det egentlig er og hvor lidt næring der er i, er det ikke noget specielt. Det er noget hun elsker i Canada, så hun var selvfølgelig helt vild med det :)


Det var rigtig hyggeligt at være nede og besøge hendes venner og have en aften væk fra det hele og snakke med andre end dem fra skolen!

Endnu en tur til The Americana shopping center og cheesecake factory.


Grace og Jenna elsker deres brød, jeg synes som med alt det amerikanske brød bare at det er alt for sødt...



Cheesecake :P


Som international studerende må jeg jo ikke arbejde herover det første år, men den anden dag snakkede jeg lidt med min ven Chris, som sælger shots på en bøsse bar i West Hollywood og han sagde, at de kiggede efter en pige også, og at de altid bare betalte med kontanter, så det ville jo ikke være noget der kunne ses nogen steder og det ville nu være dejligt med nogle penge til mad og andet sjovt, så jeg kun skal bruge mine penge fra DK på skolen og leje. 

Klar til mit interview.


Han skulle arbejde den aften, så vi kunne følges ad. Hans søster kørte os noget af vejen og så tog vi ellers bussen resten af vejen. Jeg snakkede med ham der står for baren i ca. 10 og han sagde at jeg kunne emaile ham om et par dage og så ville han kigge på hans skema og se hvornår jeg kunne have en prøveaften. Han havde også et diskotek, så måske han ville bruge mig der i stedet for. Ja altså det er nok noget nemmere for mig at sælge shots der, end på en bøsse bar, hvor de selvfølgelig hellere vil købe shots af en fyr ;) Hende pigen der gik rundt der den aften, lavede i hvert fald ikke særlig meget og var ikke særlig agressiv - så det burde kunne gøres bedre. 

De fejrede også Halloween.


Lige et lille smut nede i Maskatels, hvor de selvfølgelig havde tonsvis af julepynt oppe allerede :)


Det er altså lidt urealistisk at kigge på julepynt med en sommerkjole på ;)


Gabrielle som er en anden pige, der går på samme linje som Jenna og jeg, er jeg begyndt at hænge ret meget ud med også. Hun overtalte mig lige til at tage med til EDC i Las Vegas til juni næste år. Det er en kæmpe festival med masser af kendte DJ's og en masse fed musik. Det passer perfekt med, at vi er færdig med eksamnerne om onsdagen og kører så til Las Vegas fredag morgen - åh så skal det da godt nok bare fejres at vi er færdig!!

Selvom vi fik hendes mor til at gå ind for at bestille billetterne til førsalget på klokkeslættet, var de allerede udsolgt...


Meen de kan købes igen til Januar, så det er nu planen. Vi har bestilt hotel og shuttle til og fra hotellet. Det er et rum med to dobbelt senge i, så vi kan sagtens finde en 4 stykker der vil med og så kan vi allesammen dele værelset :)


Den anden dag da vi gik fra Jaccuzi'en på den anden side, så vi en masse mennesker stå inde i elevatoren og der måtte godt nok være varmt derinde, for der var dug på vinduerne. Det viste sig at elevatoren var gået i stå og da vi gik over broen, så vi en brandbil holde ude foran, der nok skulle prøve at få dem ud - godt jeg ikke stod derinde, kunne da sagtens få klaustrofobi af det :)


Lad os bevæge over til nogen af de lidt mere trælse ting.... Efter Didde og Madsen var taget afsted, skrev Grace til mig om de havde betalt for vand (det var noget vi havde aftalt inden at de kunne betale lidt til, fordi de skulle bo her i en uges tid). Jeg skrev tilbage at nej det havde de ikke endnu, fordi jeg lige ville diskutere med hende om hvor meget det skulle være. Jeg foreslog at de hver især kunne betale $10 det ville i hvert fald dække vand for en uge i forhold til vores vandregning - det synes hun åbenbart ikke var nok og begyndte at snakke om, at hun i hvert fald ikke ville betale for at de havde boet der. Jeg ville ikke diskutere det over SMS, så skrev vi kunne snakke om det når jeg kom hjem. Den weekend de havde været der, var jeg i forvejen begyndt at blive træt af hende. Vi havde lavet kylling den ene aften med salat og hun inviterede nærmest sig selv til at spise med os, da alt maden er lavet, hvilket hun ikke lavede noget af og ikke havde betalt for, tager Madsen en tilfældig dressing i køleskabet og det var selvfølgelig lige hendes. Så udbryder hun, ja ta du da endelig bare min dressing, hvor til jeg da svarer om det ikke kan være lige meget. Så sad hun og brokkede sig flere gange over at nu skulle hun ind og købe en ny - ej men come on, for fanden altså, sådan en lille bagatel, men det var bare lige for meget for mig. Næste morgen da jeg har lavet omelet til morgenmad og tager min ketchup ud er den næsten tom, hvor hun så siger at hun havde taget noget af den de sidste par dage - ja tak da. Så spurgte om hun købte en ny til mig så, så rullede hun med øjnene og sagde det skulle hun nok - ej okay, dobbelt moralsk eller hvad?
Når men for at det ikke skal trække ud i lang drag, havde vi et kæmpe skænderi om aftenen. Hun fortalte mig, at hun havde havde haft det vildt dårligt i den tid de havde været der og synes det var ubehageligt at vi snakkede dansk til hinanden. Ej men helt ærlig, hver gang vi sad med hende og spiste eller andet snakkede vi engelsk, men mens hun sad og lavede lektier og vi sad og snakkede på sofaen, snakkede vi selvfølgelig dansk. Helt ærligt, hun må da kunne forstå at jeg sjældent ser venner og familie fra DK, så når jeg gør er det vigtigt for mig også at snakke dansk og så rager vores samtaler da heller ikke hende. Det er som om hun bare skal være en del af alt. Når men det endte ud i, at hun lige pludselig også syntes mine ting fyldte det meste af stuen og ja det er mine bøger osv der står på reolen under tv'et, men jeg har spurgt hende flere gange om hun gerne ville have en hylde eller to og det har hun sagt nej til... Derudover så har jeg også bare mega mange ting til alle mine projekter på skolen, så ja der står en del rundt om mit skrivebord, men det kan jeg jo ikke rigtig ændre på. Hun stod direkte og råbte og skreg af mig, mens jeg bare stod helt stille og fortalte hende at jeg altså godt kunne høre hende :) Hun ville ikke have at Didde og Madsen skulle komme tilbage igen, fordi hun ikke følte sig hjemme i lejligheden, så senere på aftenen advarede hun mig om, at hun ville ringe til politiet hvis de kom. Hah, kunne squ ikke helt lade være med at grine af hende, som om de ville gøre noget ved det, det trodssalt også min lejlighed....
Alt i alt snakkede vi ikke meget sammen i et par dage og hun har nu fundet en anden lejlighed her fra d. 21. november og jeg har endelig fundet en ny værelseskammerat der flytter ind d. 1. december hvis alt går som det skal. Vi snakker fint nok sammen nu, men det er stadig lidt akavet og den uge, var det virkelig akavet. 

Jeg tror det var alt det med Grace, finde en ny til at flytte ind osv. der bare fik mig til at begynde og tænke vildt meget over det hele. Begyndte virkelig at overveje om det virkelig er det hele værd at være så langt væk fra venner og familie. Jeg synes det er rigtig hårdt endnu engang at skulle starte forfra med nye venskaber. Selvom jeg har Jenna, Gabrielle og Tessa her, som jeg har det rigtig godt sammen med, så kender jeg dem jo bare ikke vildt godt endu og i hvert fald ikke på samme måde som de tætte venner/veninder i DK. Jeg ved jo godt at det er det hele værd og jeg kunne heller aldrig finde på at droppe det og rejse hjem, for her er virkelig fedt og det her er virkelig hvad jeg gerne vil, men det er squ ikke altid en dans på roser og det er ikke altid lige let....

Lørdag hentede Tessa mig, fordi hun ville have mig med på en bar for at møde en fyr. En hun havde mødt sammen med hendes søster da hun var her, men som ikke var hendes type, måske han ville være min ;) Haha nej tak, ingen af os var yderst interesserede i ham, meen så fik jeg mig da en god dansk Carlsberg øl!!!



Søndag tog vi ud for at ride sammen med hendes veninde Melanie. Det er godt nok ved at være nogle år siden, men det var meget sjovt at komme igang igen, og så med en rigtig fantastisk udsigt oppe fra bjergene :)



Min styrketræning må hjælpe, for jeg havde ikke ondt i lårbasserne bagefter :)

Det bedste ved de lektier der skal læses (matematik og historie) er stadig at man kan ligge ved poolen og læse dem og få noget sol !!! :)


Jeg er ved at læse op til min matematik eksamen. Vores lærer fortalte os sidste tirsdag at hvis vi havde 100% rigtig i alle vores lektier og 95% i de 4 tests vi har taget indtil videre, kunne vi få lov til at tage eksamen 3 uger før tid - jo tak, den sprang jeg da lige på. Nu skal jeg bare have læst rigtig godt op på det hele inden på tirsdag og så kan jeg forhåbentlig afslutte matematik 3 uger før tid. Det betyder også, at jeg kun har 4 eksamener de sidste 3 dage og ikke 6. Når ja for jeg har jo endnu ikke fortalt, at jeg også har sluppet for mit skriftlig engelsk nu. Min lærer synes jeg havde så godt styr på det hele, at der ikke var nogen grund til at jeg var der - ej så dejligt. Så ikke mere engelsk før næste semester!!!


Haha den anden dag da Jenna og jeg havde endnu en af vores mange lektie aftener, stjal hun lige min telefon og tog et par billeder af sig selv- det er nu som min pauseskærm på mobilen og får mig i godt humør hver gang jeg kigger på den ;)


Så igår synes jeg da lige hun skulle have et også ;)


Eftersom jeg jo går på Fashion skole og og ser rimelig godt ud hver dag - haha i hvert fald stylet, vil jeg prøve at huske og tage billeder :)

På vej til skole, med mine nye røde wedges :) Det er meget in lige nu med kjoler der er lange bag på og korte foran :)



Blære sig må man vidst godt når det rent faktisk går rigtig godt. Jeg nyder virkelig at gå på skolen og stort set alt det vi lavet er lige mig. Jeg har også bare hevet det ene A hjem efter det andet, tror efterhånden vi er oppe på en 40 stykker - det siger noget om hvor mange afleveringer, tests og projekter jeg har lavet de sidste par uger :) Jeg fik dog mit første B- den anden dag i min første historie test, men historie har måske heller aldrig været min stærkeside, så det er jo som sådan en fin nok karakter, men med mit mål om at komme ud med rene A'er, er det ikke godt nok, derfor havde jeg studeret rigtig godt til den næste og jeg føler også det gik noget bedre, nu må vi se på onsdag når jeg får mit resultat :)

Den klasse det går bedst i faktisk er min Survey of Visual Communication. Jeg tror godt læreren kan lide mig og jeg elsker bare de projekter vi laver!!!

Her er min oversigt over den klasse. Hver projekt vi laver og hver test vi tager får vi et vidst antal point for, ud fra de point kan vi så se hvilken karakter det er. Jeg ligger lige nu på et A, med 98%, dvs. jeg har næsten fået 100% i alle de ting jeg har lavet :) Det må man vidst godt være stolt over. Det er dejligt at se, at alt mit slid og hårde arbejde virkelig begynder at betale sig af !!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar