Hmmm kun et par dage og jeg har faktisk formået at vende tilbage til bloggen - fremskridt må man sige :) Det er dog ikke fordi jeg har tid overhovedet til at sidde og skrive her, men nu vil jeg forsøge at få nogle tanker ud i fingrene og se om det kan hjælpe dem lidt på vej. Jeg undskylder på forhånd at det nok bliver en være mix af en masse følelser osv. men jeg tror bare lige jeg har behov for at prøve og sætte nogle ord på hvordan jeg har det lige nu.
Helt ærligt så ved jeg virkelig ikke hvordan jeg klarer mig igennem det her semester lige for tiden. Hver gang jeg snakker med nogen på skolen og vi kommer ind på hvor mange timer vi hver især har og jeg nævner 7, kigger de altid helt chokoret og spørger mig hvordan i alverden jeg kan klare det, samtidig med jeg altid virker som om jeg har et kæmpe overskud og smiler. Well det er da vildt dejligt at vide at jeg ud ad til altid ser glad, frisk og overskudsagtigt ud, men hvis jeg tænker over hvordan jeg gør det, må jeg virkelig bare svare dem at jeg aner det ikke.
Jeg har svært ved at sætte ord på hvad det er, men de sidste par uger har bare været et stort følelsesmæssigt rod synes jeg. Jeg kan virkelig ikke finde hoved og hale i det hele. For dybest set har jeg det jo vildt godt, det kunne vel egentlig ikke blive bedre, eller hvad? Jeg mener, jeg har en kæreste jeg holder vildt meget af, jeg får top karakterer den ene dag efter den anden, jeg får gang på gang ros og anerkendelse fra mine lærere og vejledere og jeg nyder at leve her. Så virkelig, hvorfor er det jeg ikke føler mig lykkelig hele tiden? Jeg ved jo godt vi alle har en dårlig dag engang i mellem og livet er ikke altid nemt - tro mig det har jeg fundet ud af. Tror aldrig jeg har stået over for så mange svære valg og oplevelser som jeg har gjort på egen hånd de sidste to år, men det har også gjort mig vildt meget stærkere. Jeg tror seriøst min krop er følelsesmæssigt forvirret hvis man overhovedet kan være det. For på den ene side er den vildt lykkelig og forelsket, men på den anden side, så er den så stresset, træt, og frustreret over den ik ka være sammen med sin familie, kæreste og venner. Det ene øjeblik kan jeg sidde og være på en lille lyserød sky over noget Søren har skrevet til mig, eller være helt oppe og køre over et fedt projekt eller udtalelse fra skolen og det næste kan jeg sidde med tårer i øjene og føle mig helt fortabt. Og jeg forstår det ik, hvordan ka det være muligt at springe fra det ene til det andet på ingen tid og så igen og igen og igen? Altså lige nu står der altid en åben energi drik i køleskabet som jeg render og drikker af i løbet af dagen og det er sådan jeg er kørende. Et par timers søvn, op for at træne og så ellers bare igang med skole og lektier. Og ja måske ku jeg prioriterer min træning fra, for at få noget mere søvn eller have mere tid, men lige nu er det bare mit eneste øjeblik jeg har væk fra skolen og kan mærke jeg virkelig har brug for de to timer om dagen til at koble af og ligge alle de ting på hylden. Derudover ved jeg også bare at lige præcis min træning og min så sunde livsstil er en stor hjælp i form af, stadig at ku holde mig selv kørende.
Så må jeg nok også bare være ærlig og indrømme at et lang distance forhold er noget hårdere end jeg måske lige havde troet. Jeg synes det er så frustrerende ikke at kunne se ham når jeg har lyst, eller bare at kunne få et kram når jeg kommer hjem efter en 12 timers skoledag og bare er smadret og har brug for en til at holde om mig. Jeg kan godt mærke mine følelser hele tiden bliver stærkere og stærkere og hvor er det bare fedt, men hvor gør det bare heller ikke tingene nemmere, eftersom det gør savnet større og større. Jeg ved godt 6 uger jo egentlig ikke er længe, men lige nu føles det som en evighed. Og ikke mindst tanken om, hvor hårdt det bliver at sige farvel igen efter 2 uger hvor vi er sammen døgnets 24 timer..... I sidste ende er det jo selvfølgelig det hele værd, for jeg føler virkelig han er noget speciel jeg ikke vil miste <3
Årh nu kommer alt det her bare til at lyde så negativt og det er også bare en af de ting der frustrerer mig sådan, for jeg synes ellers altid jeg er sådan en positiv person og jeg ser altid det positive i alt, så hvorfor kan jeg ikke bare være i det glade, positive humør hele tiden?
Alt det her er også en af grundene til, at jeg tog beslutningen om, at flytte tilbage til DK til juli 2014 når jeg er færdig med min uddannelse. Selvom det jo overhovedet ikke er hele tiden, jeg følelsesmæssigt måske ikke helt er på toppen lige for tiden, så er det bare næsten en gang om dagen og jeg vil virkelig ikke leve sådan i det lange løb. Misforstå mig nu ikke, der er skønt her, jeg elsker skolen og alt hvad jeg gør der, men mit savn til familie, kæreste og venner er virkelig bare for stort. Jeg må jo nok bare indse at selvom jeg altid har villet stå på egne ben og været meget selvstændig, så kan jeg simpelthen ikke undvære jer allesammen. Jeg bliver bare aldrig lykkelig før jeg er i DK igen. Om jeg så ville kunne falde rigtig på plads der igen, det er jo svært at sige, men man kan jo bare ikke få alt i livet, nogen gange må man ofre nogle ting frem for andre.
Lige nu begynder tårerne bare at trille ned på kinderne af mig og jeg aner ikke hvorfor, jeg kan ikke sætte ord på det. Livet burde være som i matematik eller fysik, noget med at svar på og sådan var det, ikke noget man skal analysere, fortolke og konkludere, det er squ lidt for indviklet i det lange løb.
Lige nu ved jeg virkelig ikke hvad jeg ville gøre uden Jenna, vi er der altid for hinanden og skiftedes til at græde ved hinandens skuldre - åh skønt :) Måske er det også bare fordi jeg ikke rigtig snakker med andre end hende om det, fordi jeg for det første ik ved hva jeg ska sige, jeg aner ik hvordan jeg ska beskrive mine følelser - se hvor lang tid det har taget mig indtil videre og er jeg overhovedet kommet tættere på noget som helst. Og måske er det også bare fordi at det jo er mit eget valg at være her, mit eget valg at tage så mange klasser og mit eget valg at knokle så fandens hårdt, så jeg vil bare ikke brokke mig på nogen måde, eller få folk til at ha' ondt af mig og så da slet ikke så mig som svag....
Og hvad kan jeg så konkludere? At jeg stadig er et stort følelsesmæssigt rod? Jaa det må vi vidst sige ja til. Kan jeg klare det? Selvfølgelig kan jeg det. Bliver det uden grædeturer engang imellem, det gør det nok helt sikkert ikke - but so is life ! Jeg tror bare virkelig jeg savner at få et kram en gang i mellem, jeg savner at have en familie omkring mig, jeg savner at dele alle mine gode øjeblikke med dem der står mig nært..
Klokken er efterhånden ved at være 23, jeg har egentlig stadig et logo jeg skal have lavet og en test jeg skal have læst op på, men måske jeg bare skal være realistisk og så gå i seng nu og stå tidligere op imorgen med en lidt friskere hjerne og tankegang og kigge på det der.
Åh ja jeg prøver at være positiv, lad os slutte hele denne lange smørre af med to positive og dejlige oplevelser. I tirsdags skulle vi i min Lifestyle Presentation klasse lavet et photoshoot, fordi vi skal lave en sides reklame til et magasin omkring vores livsstils butik. Vi fik rigtig meget ros for alle de ting vi havde medbragt og for vores design.
Sådan ser vores hoved design ud, hvis man kan kalde det, det på dansk og så har vi taget en masse små udsnit med de forskellige produkter på. Nu skal jeg selvfølgelig bare lige have redigeret dem allesammen og sat dem sammen med et lækkert design.
Det er den her klasse jeg har Angela, som er den lærer jeg arbejder for også.
Efter vores klasse var over, skulle hun have en 1. semester klasse, den klasse jeg tog i efteråret hvor jeg lavede min shopping bag osv. Hun havde spurgt om jeg ikke ville blive og snakke lidt til eleverne om hvordan det er at gå på skolen, hvad man kan forvente osv. Inden jeg gik igang med at snakke, ville hun lige præsentere mig og fortælle eleverne lidt om hvem jeg var. Troede bare det ville være en lille hurtig præsentation, jeg blev gladeligt overrasket :)
Hun startede ud med at sige at jeg var den mest energiske, dedikerede og passionerede elev hun nogensinde havde set. Et utrolig godt øje for detaljer og mine kreative evner var helt uimodståelige. En A+ elev, der altid var i toppen af hendes klasser og altid skilte sig ud i hendes fantastiske projekter og arbejde. En elev de skulle se op til og gøre efter.
Wow og så var jeg da næsten helt mundlam og kunne ikke lade være med at stå der og smile over hele hovedet, hold da op. Så fedt at vide at lærerne virkelig lægger mærke til hvor hårdt jeg arbejder for alt det her. Det var simpelthen helt fantastisk og jeg følte mig så høj resten af dagen og følte jeg kunne klare alt, lige indtil vi kom til aften og jeg fik et af mine øjeblikke igen - og se så er det netop det frustrerer mig at jeg ikke kunne leve videre på de fantastiske ord...
Når ja den anden dejlige historie. Jeg var nede og træne i morges og vil vildt gerne kunne hive mig selv op i armene inden Søren kommer, så det er jeg begyndt at arbejde ret meget på. Jeg kan ikke nå op til de der man hænger i og eftersom jeg ikke kan løfte mig selv op, bliver jeg nødt til at hente en vægt og stå på. Jeg hopper op så jeg hænger i bøjede arme, glider lidt ned, så jeg lige kan komme op igen og glider så meget langsomt ned, så jeg spænder i armene og holder igen. Første gang jeg gjorde det idag, stoppede samtlige fyrer med deres træning et par sekunder - haha, fedest !!! Da jeg lige stod og holdte en pause ind i mellem, kom der en mand over, klappede mig og skulderen og sagde: "I'm proud of you" (Jeg er stolt af dig). Hvor var det bare fedt, for følte mig squ lidt åndsvag at skulle hoppe op for derefter at kunne gøre det, men okay hvis man tænker over det, hvor mange piger kan i det hele taget gøre det og jeg har ikke set nogen prøve endnu :) Ah det gav lige lidt mere motivation til at blive ved med at arbejde for det :)
Pueha sikke et blog indlæg i denne omgang. Nu tror jeg, at jeg vil prøve og se om jeg kan få noget søvn og så sætte alarmen til kl. 5 og stå tidligt op for at færdiggøre mine lektier der i stedet for.
Og hvad kan jeg så konkludere? At jeg stadig er et stort følelsesmæssigt rod? Jaa det må vi vidst sige ja til. Kan jeg klare det? Selvfølgelig kan jeg det. Bliver det uden grædeturer engang imellem, det gør det nok helt sikkert ikke - but so is life ! Jeg tror bare virkelig jeg savner at få et kram en gang i mellem, jeg savner at have en familie omkring mig, jeg savner at dele alle mine gode øjeblikke med dem der står mig nært..
Klokken er efterhånden ved at være 23, jeg har egentlig stadig et logo jeg skal have lavet og en test jeg skal have læst op på, men måske jeg bare skal være realistisk og så gå i seng nu og stå tidligere op imorgen med en lidt friskere hjerne og tankegang og kigge på det der.
Åh ja jeg prøver at være positiv, lad os slutte hele denne lange smørre af med to positive og dejlige oplevelser. I tirsdags skulle vi i min Lifestyle Presentation klasse lavet et photoshoot, fordi vi skal lave en sides reklame til et magasin omkring vores livsstils butik. Vi fik rigtig meget ros for alle de ting vi havde medbragt og for vores design.
Sådan ser vores hoved design ud, hvis man kan kalde det, det på dansk og så har vi taget en masse små udsnit med de forskellige produkter på. Nu skal jeg selvfølgelig bare lige have redigeret dem allesammen og sat dem sammen med et lækkert design.
Det er den her klasse jeg har Angela, som er den lærer jeg arbejder for også.
Efter vores klasse var over, skulle hun have en 1. semester klasse, den klasse jeg tog i efteråret hvor jeg lavede min shopping bag osv. Hun havde spurgt om jeg ikke ville blive og snakke lidt til eleverne om hvordan det er at gå på skolen, hvad man kan forvente osv. Inden jeg gik igang med at snakke, ville hun lige præsentere mig og fortælle eleverne lidt om hvem jeg var. Troede bare det ville være en lille hurtig præsentation, jeg blev gladeligt overrasket :)
Hun startede ud med at sige at jeg var den mest energiske, dedikerede og passionerede elev hun nogensinde havde set. Et utrolig godt øje for detaljer og mine kreative evner var helt uimodståelige. En A+ elev, der altid var i toppen af hendes klasser og altid skilte sig ud i hendes fantastiske projekter og arbejde. En elev de skulle se op til og gøre efter.
Wow og så var jeg da næsten helt mundlam og kunne ikke lade være med at stå der og smile over hele hovedet, hold da op. Så fedt at vide at lærerne virkelig lægger mærke til hvor hårdt jeg arbejder for alt det her. Det var simpelthen helt fantastisk og jeg følte mig så høj resten af dagen og følte jeg kunne klare alt, lige indtil vi kom til aften og jeg fik et af mine øjeblikke igen - og se så er det netop det frustrerer mig at jeg ikke kunne leve videre på de fantastiske ord...
Når ja den anden dejlige historie. Jeg var nede og træne i morges og vil vildt gerne kunne hive mig selv op i armene inden Søren kommer, så det er jeg begyndt at arbejde ret meget på. Jeg kan ikke nå op til de der man hænger i og eftersom jeg ikke kan løfte mig selv op, bliver jeg nødt til at hente en vægt og stå på. Jeg hopper op så jeg hænger i bøjede arme, glider lidt ned, så jeg lige kan komme op igen og glider så meget langsomt ned, så jeg spænder i armene og holder igen. Første gang jeg gjorde det idag, stoppede samtlige fyrer med deres træning et par sekunder - haha, fedest !!! Da jeg lige stod og holdte en pause ind i mellem, kom der en mand over, klappede mig og skulderen og sagde: "I'm proud of you" (Jeg er stolt af dig). Hvor var det bare fedt, for følte mig squ lidt åndsvag at skulle hoppe op for derefter at kunne gøre det, men okay hvis man tænker over det, hvor mange piger kan i det hele taget gøre det og jeg har ikke set nogen prøve endnu :) Ah det gav lige lidt mere motivation til at blive ved med at arbejde for det :)
Pueha sikke et blog indlæg i denne omgang. Nu tror jeg, at jeg vil prøve og se om jeg kan få noget søvn og så sætte alarmen til kl. 5 og stå tidligt op for at færdiggøre mine lektier der i stedet for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar