Der er ingen garanti for hvad dette indlæg kommer til at indholde. Jeg er i en tilstand jeg ikke helt kan beskrive og føler virkelig for at skrive, men ved ikke helt hvad. Jeg var igår i LAX (Lufthavnen i LA) for at sige farvel til Søren - hvilket mildest talt ikke var særlig nemt! Jeg tror det var godt at han havde mod nok til at gå og ikke stå og kramme for længe, for ellers havde jeg nok stadig holdt om ham. Det overraskede mig virkelig hvor svært jeg havde ved at slippe ham...
Han har været herover på et esta (hvilket er et rejse visa) og det betyder at han kun kan være her i 3 måneder af gangen. Hans søster skal konfirmeres d. 10 maj. og det kan derfor ikke betale sig for ham at rejse herover igen før efter det. Det betyder dog at jeg skal undvære ham i 6 uger…..
Jeg havde godt nok gået og prøvet på at fortælle mig selv at det hele nok skulle blive okay (og det skal det jo også nok), at det sikkert ville være godt med lidt tid til bare mig selv og hvad jeg ellers kunne finde af undskyldninger for at det kunne være en god ting at han rejste. Jeg ved godt at man siger det er sundt at savne og jeg er da også sikker på at det er godt for os at have lidt afstand og savne hinanden, men helt ærlig så længe? Det er nok længden der gang på gang får mine tårer til at strømme ned af mine kinder. Havde det nu bare været en uges tid var det da lige til at overkomme, men tanken om at jeg ikke kan holde om ham, ikke kan få et kram eller et kys i fucking 6 uger virker virkelig helt uoverskueligt lige nu. Det værste af det hele er, at alt i lejligheden minder mig om ham. Jeg skiftede dog sengetøj inden han tog afsted igår, men det dufter af ham i hele lejligheden (hvorfor skulle han dog også lige tage parfume på lige inden han tog afsted), der er billeder overalt, hver enkelt lille ting jeg gør minder mig om at vi plejede at gøre det sammen. Da jeg gik ned med skraldet idag, mindede det mig om at nu kunne han lige så godt stå ved elevatoren og vente på vi skulle ned i fitness. Da jeg gik ud i køkkenet og så der stod en tom vandflaske, mindede det mig om hvordan han hader at fylde dem op - åh alt minder mig om ham!
Jeg tror ikke at man virkelig ved hvad kærlighed er, før man har følt det på sin egen krop. Jeg ved godt det selvfølgelig heller ikke lige frem gør det bedre at jeg sidder i min seng og lytter til sørgelig musik, men for fanden altså. Idag har jeg bare besluttet at jeg lige skal overkomme alle de her bølger af følelser og vænne mig til at være selv igen (man bliver altså hurtig vant til at være to og gøre alting sammen) og så når jeg vågner i morgen, er det forhåbentlig til en helt ny og frisk dag - med et helt andet syn på det hele :) Så må jeg bare fokusere på at få ordnet en masse ting. Jeg håber jeg ka få trænet en masse (med mindre centret kommer til at skræmme mig helt nu pga minder om ham) Jeg kunne måske lave mine scrapbøger færdig som mit liv som au pair og få ryddet lidt ud i alle mine ting! Derudover starter skolen også igen næsten fredag og jeg ender evt med to praktik steder, så når alt det først starter op igen og jeg får en masse at se til, kommer dagene forhåbentlig til at gå noget hurtigere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar